Charlotte er Danmarks første faglærte lagerdisponent

2. okt 2009

Charlotte_Sigurdson.JPG


Efter et års uddannelse kan Charlotte Sigurdson nu kalde sig for Danmarks første
faglærte lager- og terminaldisponent.
Som den første kvinde har hun netop afsluttet den nye Trin 3 uddannelse på EUC Lillebælt.



                      Trin 3 holdet EUC Lillebælt_3.JPG                  
En solrig formiddag i Fredericia stod i eksamensnervøsitetens tegn, da Charlotte Sigurdson og de øvrige deltagere på Danmarks første Trin 3 hold forsvarede deres afsluttende opgaver. Men der var ingen grund til nerver, fortæller Peter Hassert, underviser og koordinator på Trin 3. "De klarede sig virkelig flot. Alle seks demonstrerede både det høje ambitionsniveau og den ihærdige arbejdsvillighed de har udvist gennem hele forløbet".

Charlotte Sigurdson og resten af holdet kan med rette kalde sig for en pionerer inden for transportbranchen. Med afslutningen af Trin 3 er de nu Danmarks første faglærte kørsels- og lagerdisponenter med papir på deres kvalifikationer. Gennem uddannelsen har de bl.a. haft om emner som konflikthåndtering, arbejdsmarkedslovgivning, kvalitetsstyring, arbejdsmiljø og virksomhedsøkonomi. 

Inspektør Lasse Kaasgaard var naturligvis også til stede efter den afsluttende prøve for atLasse Kaasgaard.JPG
ønske pionererne tillykke med deres flotte præstationer.
"De er stolte, og det kan de med god grund være. De har taget et stort ansvar for
deres læring, og de har klaret det imponerende godt. Der er ingen tvivl om, at de har, hvad der skal til, for at de nu kan arbejde med styring og ledelse af transporter eller lagre, afhængigt af den linje de har valgt", fortæller Lasse Kaasgaard.

 

Kvindelig lagerdisponent med ambitioner
Charlotte Sigurdson har haft fart på. Og det har ikke været helt uden huller i vejen. Det har dog ikke forhindret hende i at nå sine mål. I september sidste år blev hun uddannet som lager-og logistikoperatør, og kun få uger efter startede hun på erhvervsuddannelsen til lager- og terminaldisponent. Halvvejs gennem forløbet mistede hun dog sin uddannelsesaftale, da den virksomhed, hun var ansat i, valgte at flytte afdelingen til Sverige.
"Det var noget af et kaos, for jeg vidste ikke, om jeg ville kunne gøre min uddannelse færdig. Uden uddannelsesaftale så det hele pludselig ret usikkert ud. Heldigvis blev jeg ret hurtigt ansat i Fiskars Brands Danmark, som var helt med på, at jeg skulle gennemføre Trin 3", fortæller Charlotte Sigurdson.

Charlotte mener, at uddannelsen både har gjort hende dygtigere og gladere for sit arbejde. "Jeg bruger alt jeg har lært på Trin 3. Især ledelsesfagene har jeg stor gavn af, da jeg i min dagligdag bl.a. er beskæftiget med den daglige drift og koordinering af 30 lagermedarbejdere. På den måde har uddannelsen virkelig levet op til mine forventninger", fortæller Charlotte Sigurdson.

Hvem kan gå på Trin 3?
Hvis man har et svendebrev inden for enten lager, vejgods, bus, eller post, kan man starte direkte på ud¬dannelsen som kørsels- eller lagerdisponent. Har man ikke svendebrev, men er en erfaren medarbejder, kan man via det, der kaldes Meritvejen, få merit for de kompetencer man har, og på den måde få adgang til uddannelsen.
Uddannelsen som faglært kørsels- eller lagerdisponent varer et år og indebærer 15 uger på skole. Resten af tiden er man i praktik på sin arbejdsplads, hvor man udfører sit normale arbejde. Har man mere blod på tanden efter at have afsluttet Trin 3, er uddannelsen adgangsgivende til uddannelsen som logistikøkonom samt til den videregående merkonomuddannelse i International Transport og Logistik.
Er du interesseret i at høre mere om Trin 3 og Meritvejen, kan du kontakte din nærmeste erhvervsskole med transportuddannelser, eller gå ind på TURs hjemmeside på www.tur.dk og læse mere.


Den afsluttende prøve blev afholdt fredag den 25. september 2009 på EUC Lillebælt.
Artiklen er leveret til fri brug og redigering af TUR - Transporterhvervets UddannelsesRåd den 01.10.2009.
For yderligere information, kontakt venligst kommunikationsmedarbejder Kitte Verup Olsen på telefon: 35 87 87 13 eller mail:
[email protected]